AKTIVITETER I PALÆSTINA

 


Dapawo forkvinde Amneh Hawwa og praktikanten Marianne Madsen besøger Palæstina januar 2017.

Af Marianne Madsen januar 2017

Besøg i Palæstina.

Første uge i dette nye år besøgte forkvinden, Amneh, og den nye praktikant, Marianne, Palæstina, for at få inspiration til nye projekter. Turen bød på en masse indtryk og oplevelser. Lørdag d. 7. januar deltog vi i en tænketank, som havde til formål at diskutere hvordan man kan sikre børn, der vokser op i et konfliktpræget land, en tryk og stabil skolegang. Til dette møde blev vi introduceret til et Kenyansk skoleprojekt, Youth Action for Rural Development, opstartet af Sebastian Maina Wambugu. Vi fik også fortællinger om, hvordan man kan hjælpe og støtte skolebørn i Gaza, Kosovo og Tjetjenien ved at sikre at alle deres sanser bliver stimuleret gennem leg og undervisning. Udover at støtte og hjælpe børnene var der også bred enighed om, at inddragelse af forældrene, og specielt mødre, er vigtigt, hvis man skal gøre sig forhåbninger om, at projekter som disse har en egentlig effekt. En pointe, som understreger vigtigheden af DAPAWO’s projekter og formål. Tænketanken var en afslutning på en konference, der havde fundet sted et par dage forinden, og som havde undervisning under konflikt som tema.  

.

Under vores besøg brugte vi en masse tid sammen med Itaf Awad, som har opstartet Creativity for Peace og The Way of Council, sammen med mange andre initiativer. Sammen med Shepha Schneirsohn Vainstein, fra reGeneration, har Itaf knoklet for at introducere Rudolf Steiner børnehaver, som en måde hvorpå børn fra en tidlig alder lærer at bruge deres sanser og fantasi, hvilket forhåbentlig kan være med til at skabe en kommende freds- og løsningsorienteret generation.

I løbet af den uge, vi var afsted, var der naturligvis også tid til at se det smukke land. Vi besøgte både Nazareth og Akko og var et smut forbi den gamle bydel i Jerusalem. Vi har såvel både fået oplevelser der dækkede vores turistbehov og oplevelser, der er vigtige for DAPAWO’s videre arbejde.